Sunday, April 27, 2014

Cookies med chokolade og hasselnødder

Cooooookies! Det her er de absolut bedste cookies, og jeg laver dem altid sammen med min veninde. Både hvis vi bare skal hygge, men også hvis vi skal nogle steder hen og vil have lidt snack med. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg lavede dem første gang, men det er efterhånden mange år siden. De er hurtige og lette at lave og smager super godt.
Hvis de laves i samme størrelse på billedet bliver der ca. 20 stk.




Ingredienser
75 g blødt smør (stue temperatur)
100 g sukker
50 g brun farin
1 æg
150 g hvedemel
1 tsk vaniljesukker
½ tsk natron
½ tsk fint salt
100 g mørk chokolade (min. 70%)
50 g hasselnødder


Fremgangsmåde
  • Forvarm ovnen til 175 grader
  • Rør smør og sukker til en ensartet masse
  • Tilsæt farin og æg og rør godt.
  • Sigt mel, vaniljesukker, natron og salt i og bland til det er fordelt.
  • Hak chokolade og nødder groft (efter smag) og tilsæt til dejen.
  • Form små kugler af dejen. De må gerne være lidt høje i det.
  • Bag dem i ovnen ca. 7 minutter. Efter min mening skal de være bløde og ikke sprøde og det bliver de omkring 5-8 minutter afhængigt af størrelsen.
  • Kan både nydes lune eller dagen efter (opbevares i en lukket pose)





Tuesday, April 22, 2014

Hindbærsyltetøj

Du kan sagtens erstatte hindbærrene med andre bær, men sukkermængden skal muligvis justeres afhængigt af bærrene.

Ingredienser
400 g hindbær (frosne eller friske)
180 g rørsukker
½ vaniljestang

Fremgangsmåde
  • Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
  • Kom hindbær, sukker, vaniljestang og korn fra stangen i en gryde og bland det godt.
  • Lad det nu stå en halv times tid til bærrene safter og mos det godt sammen
  • Koges ved mellemsvag varme til massen tykner. Vær opmærksom på at den bliver tykkere når den køler af, så den skal derfor af varmen før du tænker den har den rette konsistens.
  • Køles af inden brug

Chokoladeroulade med hindbær

Jeg har aldrig været til de roulader man køber, men min far elsker dem. Jeg tænkte derfor jeg ville prøve at lave en fra bunden til ham, og sikken en smag! Der er en verden til forskel, og så er det selvfølgelig to af mine yndlings ingredienser sammen, chokolade og hindbær! Bær og syltetøj kan sagtens varieres efter smag.



Opskrift

Roulade-dejen
100 g sukker
3 små æg
45 g blødt smør (stuetemperatur)
75 g hvedemel
½ tsk bagepulver
3 spsk kakao
1 tsk vaniljeessens
2 spsk varmt vand

Bær-fyldet
½ dl hindbærsyltetøj
3 dl piskefløde
250 g friske hindbær

Fremgangsmåde
  • Tænd ovnen på 180 grader
  • Pisk sukker og æg luftigt og tilsæt det bløde smør
  • Sigt mel, salt, bagepulver og kakao i dejen og pisk til dejen er jævn.
  • Tilsæt vaniljeessens og det varme vand og pisk til det er fordelt
  • Improviseret kageform af sølvpapir
  • Hæld dejen i en form på ca 30x20 cm. Hvis du ikke har en form så kan du fixe en med lidt sølvpapir
  • Bag dejen i 4-8 minutter. Hold god øje med den. Hvis den får for meget vil den lettere knække når du ruller den.
  • Imens den bager drysses et stykke bagepapir med flormelis
  • Skær eventuelt kanterne til og vend den så over på bagepapiret med flormelis.
  • Rul nu forsigtigt ved hjælp af bagepapiret og lad den ligge imens du forbereder fyldet
  • Pisk fløden stiv og vend forsigtigt syltetøjet i (det skal ikke være jævnt fordelt i flødeskummet).
  • Rul forsigtigt rouladen ud og fordel fløde-fyldet på rouladen. Læg bærerne ovenpå.
  • Rul nu forsigtigt sammen med fyldet indeni og læg den på et fad.
  • Lad den trække inden servering (gerne til dagen efter)
  • Pynt efter smag. 

Tuesday, April 8, 2014

Regnbue cupcake

Jeg har haft sidste dag i min praktik, og tænkte at børnene skulle have noget 'sjovt'. Heldigvis har de ikke en nul-sukkerpolitik, så jeg måtte lave kage til børnene! Jeg tænkte længe, men kom frem til en regnbue cupcake. 
Selve cupcaken er helt almindelig drømmekagedej og smager altså ikke af det vilde, men det var også udseendet der var i fokus til børnene.



Opskrift

Drømmekage-dejen
4 æg
300 g sukker
300 g hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
2 dl mælk
50 g smør
Pastafarve i valgfrie farver (jeg har brugt 5 forskellige)

Icing
1 bæger past. æggehvider
1 tsk citronsaft
ca. 300 g flormelis
Blå pastafarve

Frosting
½ portion Hvid chokolade frosting

Fyld og pynt
Click mix fra Haribo
Smarties/m&m's
Regnbue-stænger (de plejer at hedde noget med sour)


Fremgangsmåde

  • Forvarm ovnen til 200 grader
  • Sæt smør til at smelte ved lav varm og pisk æg og sukker helt lyst og luftigt.
  • Si mel, bagepulver og vaniljesukker i æggemassen og vend det til der ikke er nogle klumper
  • Bland mælk i den varme smør og vend det forsigtigt i dejen.
  • Del dejen ligeligt op i nogle skåle og tilsæt en farve til hver portion dej (husk at prøv med lidt pastafarve af gangen, da nogle farver er rigtig kraftige)
  • Hæld hver dej i en sprøjtepose (dette kan udelades, men letter arbejdet)
  • Fordel nu dejen i muffinsformene en farve af gangen (ca. 15 stk)
  • Sæt cupcakes i ovnene og bag dem i 15-20 minutter.
  • Bland flormelis, past. æg og citronsaft til ønsket konsistens. I denne opskrift er den lavet ret tyk for at give 'himlen' lidt struktur. 
  • Tilføj blå pastafarve (husk lidt af gangen)
  • Sæt cupcakes til at køle.
  • Skær eventuelt toppen af hvis de er hævet meget og skær et hul ned i hver cupcake (gem det stykke kage du skærer ud)
  • Fyld med slik og skær toppen af det stykke kage du har skåret ud og brug dette som 'låg'
  • Dæk kagerne med den blå icing
  • Sprøjt to små rækker ud med frosting og sæt regnbuen i (stik den godt ned i). Tilføj noget frosting når regnbuen er sat i.





Frosting

Hvid chokolade frosting

Ingredienser
60 g blødt smør
120 g flødeost
100 g flormelis
50 g hvid chokolade
1 tsk vaniljesukker

Fremgangsmåde
  • Smelt den hvide chokolade og lad den køle uden at stivne
  • Pisk flormelis, smør, vaniljesukker og flødeost
  • Pisk den afkølede chokolade i massen. Pisk godt sammen så den er helt jævn.
  • Put frostingen i en sprøjtepose og læg den i køleskabet indtil den skal bruges.
Opskrifter med hvid chokolade frosting

Thursday, April 3, 2014

Gateau Marcel

Det her er en chokoladebombe uden lige, men den smager himmelsk! Den er relativ let at lave idet både bund og top er helt samme dej. Toppen er en fyldig chokolademousse, imens bunden er samme mousse, der bare er bagt i ovnen til en lækker chokoladekage. Jeg var solgt første gang jeg fik den!


Pyntet med karamelslør, hindbær og guldstøv



Opskrift

Ingredienser
175 g mørk chokolade (over 70%)
175 g smør
175 g sukker
3½ bæger past. æggeblommer
3 bægre past. æggehvider

Fremgangsmåde
  • Sæt en gryde over for svag varme med smør og sukker. Lad det smelte stille imens du hakker chokoladen
  • Når smørret er smeltet tages gryden af varmen (det er helt normalt at det næsten virker skilt idet sukker og smør ikke har samme smeltepunkt).
  • Tilsæt chokoladen til smørmassen og lad det smelte. Når chokoladen er smeltet helt, hældes massen over i en ny skål og stilles på køl. Rør med jævne mellemrum til massen er helt glat.
  • Tænd ovnen på 170 grader.
  • Kom de past. æggeblommer i en skål og pisk dem helt lyse og tykke (gerne i 10 min)
  • Vend de piskede æggeblommer i chokolademassen.
  • Pisk æggehviderne helt stive og vend 1/3 del af hviderne i chokolademassen. Vend lidt efter lidt resten af hviderne i massen.
  • Put halvdelen af dejen i en smurt springform og den anden halvdel på køl.
  • Bag springformen med dej i 30 minutter.
  • Når bunden er bagt stilles den til at køle på køkkenbordet i ca. 30 minutter.
  • Efter bunden er kølet dækkes den af den kolde chokolademousse fra køleskabet.
  • Si noget kakaopulver over kagen inden servering og pynt efter smag. Kagen må meget gerne stå natten over og trække. 
Pyntet med friske bær - super lækkert til at opveje den ellers meget tunge kage.

Hjemmelavet vaniljesukker

Hvis man først har prøvet at lave vaniljesukker selv, køber man det aldrig færdiglavet igen. Det er utrolig nemt at lave, og alene duften er en verden til forskel. Hvis man med jævne mellemrum alligevel bruger hele vaniljestænger er det næsten gratis. Istedet for at smide selve stangen ud når man har skrabet den for korn, gemmes stængerne. Jeg har en åben glaskrukke jeg bruger til mine. De skal stå mellem 1-3 uger. Opskriften er til en vaniljestang, men jeg plejer gerne at lave flere portioner på én gang.


Jeg køber mine vaniljestænger online hos: Den bæredygtige bønne
De samarbejder direkte med bønderne i Uganda, og det er utroligt lækre vaniljestænger man får. De er større end de fleste man køber i butikkerne og de koster omtrent det samme. Mums!

Opskrift

Ingredienser
1 knastør vaniljestang
20 g sukker

Fremgangsmåde
  • Knæk vaniljestangen i nogle mindre stykker og læg den i din blender/hakker sammen med sukkeret (jeg bruger en kaffemølle jeg har købt til formålet).
  • Hak til det bliver som pulver.
  • Si det eventuelt igennem en helt finmasket si og hak de tilbageværende største stykker igen for at få en helt fin pulver. Smagen er dog den samme, uanset om der er større stykker eller ej.



Wednesday, April 2, 2014

Lagkage med hasselnøddebunde, tobleronemousse og friske hindbær

Tredje dag i kagekampen - Marcipanovertrukket lagkage med modellerede figurer

ØV ØV ØV. Så blev det sidste dag for mig. Jeg var SÅ enormt ærgelig. Jeg brugte alt for lang tid på selve kagen (lavede bl.a. hjemmelavet syltetøj). Og så tror jeg at jeg skulle have prioriteret noget andet pynt der var lettere. Nå, men, smagen var i det mindste god (som hun sagde: hold da op det smager dejligt) og overtrækket synes jeg også var ganske pænt.
Jeg ved at jeg normalt godt kan modellere, så det er da øv at ryge ud på det, specielt fordi det har været en så sjov oplevelse!


Opskrift

Hasselnøddebunde
125 g hasselnødder
1 spsk hvedemel
¼ tsk bagepulver
4 æg
100 g sukker

Tobleronemousse
½ L piskefløde
300 g toblerone (erstat eventuel noget af tobleronen med mørk chokolade for en dybere smag)
100-200 g friske hindbær (efter smag)

Hindbærsyltetøj
400 g hindbær (frosne eller friske)
150-200 g rørsukker (efter smag)
½ vaniljestang
Fremgangsmåde

Bundene
  • Forvarm ovnen til 180 grader
  • Blend hasselnødderne og melet til det bliver som brødkrummer og rør bagepulveret i
  • Del æggene og pisk hviderne stive.
  • Æggeblommerne piskes luftigt med sukkeret og nøddeblandingen vendes i.
  • Vend nu 1/3 af hviderne i ægge-nøddemassen og herefter resten af hviderne.
  • Bundene bages i en springform i ca. 45 min og køles herefter.

     Hindbærsyltetøj
  • Kom hindbær og sukker i en gryde og bland det godt.
  • Lad det nu stå en halv times tid til bærrene safter.
  • Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Både korn og stang puttes i gryden.
  • Koges ved mellemsvag varme til massen tykner.
  • Køles af inden brug

     Tobleronemoussen
  • Tobleronen deles og smeltes over vandbad. Herefter afkøles den uden at den når at stivne
  • Fløden piskes stiv og den afkølede chokolade vendes forsigtigt i fløden.
  • Moussen stilles på køl, evt. i en sprøjtepose.

Chokolade-ganache
  • Hak chokoladen
  • Bring fløden i kog og hæld den over den hakkede chokolade. Lad stå i nogle minutter
  • Rør forsigtigt i fløden og chokoladen indtil en jævn masse. Sæt nu ganachen på køl før den skal bruges (dog ikke for længe da den så vil stivne helt)

Samling
  • Når bundene er afkølede skæres de i 3 lag.
  • Herefter ’stables’ bund, hindbærmarmelade, tobleronemousse og hindbær. Dette gentages i næste lag og der afsluttes med en bund.
  • Kagen smøres op med chokolade-ganachen og overtrækkes med marcipan eller fondant. Der pyntes efter smag.



Tuesday, April 1, 2014

Upside-down kage med banan og karameliserede valnødder

Så blev det anden dag i kagekampen - Upside down kage med frugt og creme

Da vi fik udfordringen anede jeg ikke hvad en upside-down kage var. Jeg havde en mistanke om at det var ligesom en tarte tatin, men det var alt jeg havde at gå efter. Umiddelbart synes jeg ikke det var så meget mig med samme type som en tarte tatin, og samtidig skal man jo helst skille sig ud. Derfor besluttede jeg at putte frugten i selve kagen og fik googlet mig frem til nogle forskellige opskrifter jeg fik kombineret.

Den karamel var et mareridt! Jeg havde en opskrift med som jeg aldrig havde fået til at lykkedes. Jeg havde forsøgt den få gange før programmet, men uden held. Enten blev karamellen hård som sten eller også krystalliserede den. En af mine venner foreslog brun farin, og det endte med at blive min back-up plan efter adskillige mislykkedes forsøg der næsten lignede opkast eller diarré... Opskriften nedenunder er altså den der ikke har lykkedes, men skal nok få den opdateret når jeg en dag forsøger at lave den igen (og det lykkedes).


.

Opskrift

Karameliserede valnødder
115 g usaltet smør
225 g rørsukker
3 spsk mørk sirup
170 g valnødder

Banankage
195 g hvedemel
1 tsk bagepulver
¾ tsk natron
½ tsk salt
115 g usaltet smør
112 g sukker
112 g rørsukker
2 store æg
3-4 bananer
3 spsk cremefraiche (jeg bruger 38%)
1 spsk mørk rom
1 tsk vaniljeessens

Appelsin-vaniljecreme
2,5 dl piskefløde
4 past. æggeblommer
½-1 dl rørsukker (afhængigt af smag)
+ 4 spsk rørsukker
1 vaniljestang
1 appelsin


Fremgangsmåde
  • Start med at smør de(/den) forme du vil bruge (Tidsangivelse i denne opskrift er beregnet efter en muffinform størrelse, men opskriften kan sagtens laves i en springform – bare husk at hæv bagetiden)
  • Smelt sukker til det karameliserer og tilsæt smør og sirup. Undgå at røre for meget
  • Når 'siruppen' er ensartet tilsættes valnødderne.
  • Fordel de karameliserede valnødder i formene og lad dem stå imens du laver kagedejen. Put eventuelt nogle skiver af bananer i for at give lidt mønster
  • Forvarm ovnen til 175 grader og mos bananerne
  • Sigt mel, bagepulver, natron og salt over i en skål
  • Pisk smør og sukker indtil en ensartet masse.
  • Pisk æggene i et af gangen og herefter bananerne, creme fraichen, rommen, og vaniljeessensen
  • Si melet i lidt af gangen og rør til alle de tørre ingredienser er blandet i.
  • Hæld dejen over de karameliserede valnødder i formene
  • Bag indtil du kan sætte en pind ned i kagen uden der sidder noget klister på pinden ca. 20-25 min.
  • Pisk ½-1 dl af sukkeret med de 4 æggeblommer til det er hvidt og luftigt
  • Tilsæt saften fra en appelsin og pisk igen. Revet skal kan tilføjes for en kraftigere smag.
  • Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
  • Bland kornene med de 4 spsk sukker for at fordele kornene og bland det herefter i fløden
  • Pisk fløden blød og bland det herefter med æggemassen
  • Når kagen kommer ud af ovnen sættes den til at køle ca. 15. minutter.
  • Skær forsigtigt langs kanten og placér en tallerken over formen og vend nu om. Lad den stå et par minutter
  • Fjern formen og lad den stå i yderligere 15 minutter og trække så karamellen ’sætter sig’.
  • Servér lun med vanilje-appelsincremen